Vin og økologi

Økologi og VinNår vi sidder og hygger os med rødvinen i glasset, har vi det bedst med en romantisk forestilling om, at vinen nærmest har lavet sig selv i den lille vinbondes kælder. Sådan forholder det sig dog meget sjældent.

De fleste vine, især de billige hverdagsvine, bliver hjulpet på vej af en række kemiske hjælpemidler. Dels fordi produktionen helst skal forløbe så hurtigt og effektivt som muligt, dels for at sikre forbrugeren en ensartet kvalitet. Der er typisk tale om tilsætning af svovl, sukker, gær, syre, garvesyre, egespåner og -ekstrat og enzymer.

Hertil kommer, hvad der bruges i vinmarken af kunstgødning og syntetiske pesticider og fungicider. Rent faktisk er vindruer en af de mest forurenede frugter i EU - kun overgået af bl.a. æbler og pærer.

Vin lavet på økologisk dyrkede druer er fri for de nævnte stoffer bort set fra svovl. Faktisk må vin ikke kaldes økologisk netop pga. brugen af svovl - det kaldes "vin produceret af økologisk dyrkede druer".

Økologisk (og biodynamisk) vinbrug udgør fortsat en forsvindende lille andel af den samlede vinproduktion. Ikke desto mindre har en række af de allerbedste og mest kvalitetsorienterede producenter - specielt i Frankrig og Italien - benyttet disse produktionsmetoder i årevis, så emnet er svært at komme uden om - og måske især i de kommende år, hvor der fortsat vil være meget fokus på kvalitet.


 


Hvis du stadig har lyst til mere information om økologi, så tjek ind på 
www.okologi.dk